Eva Baltasar Permafrost

Eva Baltasar: Permafrost
Oversat af Sara Høyrup
Omslagsdesign: Katrine Lihn
Sats og tryk: Narayana Press
Vejl. Pris. 229,-
132 sider

Hun er en hæmningsløs elsker og en ondskabsfuld men morsom betragter af det moderne liv. I en fabulerende lang monolog bevæger fortælleren i Permafrost sig igennem sit livs op- og især nedture. Fra barndommens spirende seksualitet, til sit fuldt udfoldede og grådige forbrug af kvinder i voksentilværelsen som evighedsstudent. I skyggen af den store livsudfoldelse dvæler hun ved selvmordstanker og manisk frygt for sygdom, indrammet af en eksistentiel angst for ikke at passe ind. En dobbelttydig roman, eller som avisen El Pais skrev, ”Baltasar behandler følelser som radioaktivt materiale; det vil sige, som noget der både dræber og gennemlyser os”.

Catalanske Eva Baltasar havde 10 digtsamlinger bag sig, da hun i 2018 debuterede med Permafrost. Romanen er noget så sjældent som et portræt af en selvmordstruet kvinde fortalt med stor humor og livsappetit. Romanen har vundet flere priser i Catalonien og Spanien, og er blevet oversat til en lang række sprog. Baltasars baggrund som lyriker fornægter sig ikke i den tætpakkede, billedrige prosa. Permafrost er den første af tre romaner, Baltasar har skrevet, der undersøger kvinders vilkår i forskellige afgørende livssituationer.

“Kan du huske den film, vi så, da vi var små?” starter jeg. “The Great Escape. Vi så den i alt fald syv eller otte gange sammen med far. Den handlede om nogle amerikanske piloter, der var taget til fange i nazi-Tyskland. Det lykkes dem at grave en utroligt lang tunnel under hele fangelejrens område. Men den nat, hvor den store flugt skal finde sted, kommer de ud af tunnelen blot for at opdage, at der mangler seks meter for at være ude i skoven. De havde beregnet forkert med seks meter! Så havde de ikke anden udvej end at sætte livet på spil ved at løbe det sidste stykke, udsat for vagternes blikke. Kan du huske det?” “Nej,” svarer søs ligegyldigt. “Det er også lige meget. Det, jeg ville sige, er, at når man er sammen med en anden kvinde, så er det som at komme ud af tunnelen og opdage, at man faktisk har gravet de sidste seks meter, der manglede.

“Oplevelsen med at læse denne bog er fuldstændig uforglemmelig”

New York Times

“Vi mærker både livets ubærlighed, og hvordan ord og sex – og specifikt sex mellem kvinder – midt i det hele får fortælleren til at føle den legemliggjorte glæde ved at være i live.”

The Guardian