Nikolaj Gogol Petersborg-fortællinger

Nikolaj Gogol: Petersborg-fortællinger
Oversat og med forord af: René Wad Andersen
Omslagsgrafiker: Katrine Lihn
Sats og tryk: Narayana Press
Vejl. pris: 249,-
196 sider

Egentlig er der slet ikke noget, der hedder Petersborg-fortællinger. I al fald var det ikke Gogols egen idé. Tre af fortællingerne udkom oprindeligt i bogen Arabesker (1835), som han selv kaldte for ”en forvirret blanding af alt mellem himmel og jord”. Den indeholdt diverse essays om historie og kunst – ja, og så ”Nevskij Prospekt”, ”Portrættet” og ”En afsindig mands optegnelser”. ”Næsen” blev trykt i 1836 i Aleksandr Pusjkins tidsskrift Den Samtidige. Det skete, efter at den i første omgang var blevet afvist af Den Moskovitiske Iagttager, der betegnede den som ”nedrig og triviel”. Seks år senere vejrede ”Næsen” igen morgenluft. I 1842 blev den genudgivet i Den Samtidige, denne gang i en bearbejdet udgave. Blandt andet havde Gogol fjernet de mest åbenlyse hentydninger til, at episoden med næsen blot var en drøm. På russisk hedder fortællingen Nos, men til at begynde med var titlen Son, som netop betyder ”Drømmen”. ”Kappen” (som til at begynde med hed ”Fortællingen om embedsmanden, der blev frarøvet sin kappe”) udkom som den sidste i 1842, selvom Gogol havde bagt på den i seks år. Fortællingen blev indlemmet i hans samlede værker, der udkom samme år – der var hans verdensberømte komedie Revisoren også med, men ikke Døde sjæle, der udkom særskilt, også i 1842. I slutningen af 1800-tallet begyndte man at referere til historierne som ”Petersborg-fortællinger”, og i 1924 udkom de første gang særskilt under den betegnelse.

Hvis russisk litteratur havde et Mount Rushmore, ville Nikolaj Gogol (1809-52) være mejslet i granit side om side med Aleksandr Pusjkin, Ivan Turgenev, Fjodor Dostojevskij og Lev Tolstoj. Gogol var ukrainer ud af en lavadelig familie med eget landsted, men få midler. Han rejste til Petersborg 18 år gammel med en eksalteret drøm om at tjene staten som embedsmand. Men det var som forfatter, han fandt sit kald – godt hjulpet på vej af sit store idol, den senere nationaldigter Aleksandr Pusjkin. De mødte hinanden i 1831 og indledte et arbejdsvenskab, som Gogol værdsatte dybt. Samme år skrev de begge historie; Gogol med “Aftener på en gård nær Dikanka” og Pusjkin med “Salig Ivan Petrovitj Belkins fortællinger”, der lagde grundstenen til de store prosaværker i 1800-tallets russiske litteratur. Få år senere fulgte fortællingerne, der er blevet kendt som “Petersborg-fortællinger” (1835-42), mens komedien “Revisoren” fra 1836 placerede Gogol som en stor samfundssatiriker. Rollen som satiriker i opposition til tsarens Rusland passede på ingen måde Gogol, og i perioden frem til 1848 levede han store perioder i udlandet. Her skrev han blandt andet det meste af hovedværket “Døde sjæle” fra 1842. Gogol blev i de efterfølgende år ufrivilligt omdrejningspunkt for den russiske intelligentsias opposition til tsarens styre. Gogol kæmpede forgæves med anden del af “Døde sjæle”, som han brændte det meste af manuskriptet til. Han døde desillusioneret og afkræftet af sygdom i 1852.