En ungarsk forfatter får sin selvbiografiske roman om opholdet i koncentrationslejren Auschwitz afvist af et forlag. Med denne ’fiasko’ i bagagen, begynder han at gennemgå alle de noter han tog i forbindelse med arbejdet på romanen. Noterne fører hans opmærksomhed mod hans liv efter koncentrationslejropholdet og en ny roman tager form.

Denne roman i romanen følger Steno, der ankommer til sit gamle hjemland, efter en udlandsrejse. Han prøver konstant at tilpasse sig, først i sin gamle stilling som journalist, siden som fabriksarbejder, men alle steder er han en fiasko. Ved venners hjælp bliver han medarbejder i et ministerium, men hans manglende interesse for det bureaukratiske magthierarki, sender ham igen på gaden som arbejdsløs. De mange nederlag får Steno til at indse at han må gå i gang med det eneste projekt han brænder for; at skrive en roman om sin fortid.

Imre Kertész blev født i 1929 ind i et ikke ortodokst jødisk miljø i Budapest. I 1943 blev han deporteret til først Auschwitz og siden Buchenwald koncentrationslejren hvor han forblev til krigens afslutning. Hans absurde oplevelser i koncentrationslejren beskrev han senere i romanen De skæbneløse fra 1975 (da. 1996). I stærk stiliseret form imiterer Kertész her den infantile måde som hans 14årige alter ego oplever koncentrationslejren. Et sprog der ifølge Kertész også mimer den ’banale ondskab’ som kommer til udtryk i totalitarismens udryddelseslejre.  Fiaskoen fra 1988, kan udover som selvstændig roman, læses som en forsættelse af De skæbneløse. Hvor Kertész i De skæbneløse analyserer totalitarismens indvirkning på individet i koncentrationslejren, kan Fiaskoen læses som oplevelsen af at leve i det totalitære kommunistiske Ungarn efter krigen. Med lån fra især Franz Kafkas, Samuel Becketts og Albert Camus’ forfatterskaber beskriver Kertész, med stor humor, de absurde vilkår mennesket bliver underlagt i det kommunistiske diktatur.

Kertész har desuden skrevet romanerne Kaddish for et ufødt barn (1992, dansk 2002) og Likvidation (1999, dansk 2004) der også kan læses som en del af romantetralogien der indledes med De skæbneløse og Fiaskoen. Kertész modtog i 2002 Nobelprisen i litteratur for et forfatterskab der ifølge nobelkomiteen ”fremhæver den enkeltes skrøbelige erfaring over for historiens barbariske vilkårlighed”.

Uddrag fra bogen

Hvis jeg på det tidspunkt havde grebet og påtaget mig den rolle, der hørte til situationen, var jeg aldrig endt dér, hvor jeg er i dag. For en forfatter kan ikke få en mere kostbar laurbærkrans end den, at hans samtid er blind for ham; yderligere tilføjes en diamant, hvis blindheden er parret med, at man giver ham mundkurv på. Uanset at jeg altså skrev på en roman og var ude af stand til at forestille mig anden beskæftigelse, anså jeg det i virkeligheden aldrig for min beskæftigelse. Selv om denne roman var mere nødvendig for mig end alt andet, lykkedes det mig aldrig at overbevise mig selv om, at jeg var nødvendig. Det ser ud til, at jeg ikke kan overskride min naturs grænser, og min natur er tempereret som det himmelstrøg, jeg lever under. Mine følelser veg forfærdet tilbage for fiaskoens risikable hæder.